Gå til hovedindhold

Donation på 25.840 kr. til Mødrehjælpens Lokalforening i Helsingør

Spar Nord Fonden har doneret 25.840 kroner til Mødrehjælpens Lokalforening Helsingør. Pengene er doneret til foreningens sommeraktiviteter i 2023 for udsatte børnefamilier i Helsingør lokalområde. 

5666 Helsingør · Nyhedsrummet · Modrehjaelpen

Mødrehjælpens Lokalforening i Helsingør har hver sommer, takket være fantastiske engagerede frivillige og donationer kunne give børn og deres familier nogle værdifulde oplevelser. Med en donation fra Spar Nord Fonden søger foreningen igen at tilbyde sommeraktiviteter for sårbare og udsatte børnefamilier i Helsingør området, der har økonomiske, sociale, fysiske eller mentale udfordringer.

Formålet er at skabe sjove, aktive og lærerige rammer for børnene, samt at de får nogle gode og spændende sommerminder, som de kan fortælle om efter ferien. Sommeraktiviteterne er samtidigt med til at give familierne nye relationer og netværk, og skabe en følelse af fællesskab og tryghed. 

- Det er donationer som denne, der gør det muligt for os at tilbyde forskellige aktiviteter og glæde så mange børn. Vi er meget taknemmelige for Spar Nord Fondens kontinuerlige støtte, fortæller Anette Prüsse Jensen, formand for Mødrehjælpens Lokalforening i Helsingør. 

Det er ikke første gang, at Spar Nord Fonden støtter Mødrehjælpens Lokalforening i Helsingørs aktiviteter. Faktisk har fonden siden 2019 støttet forskellige aktiviteter og har dermed været med til at støtte mange sårbare og udsatte børn og familier. Sommeraktiviteterne for 2023 er endnu ikke helt på plads, men Mødrehjælpens Lokalforening i Helsingør planlægger bl.a. med en strand- og en skovtur i lokalområdet samt en tur til Zoologisk Have og på Bakken.

Hos Spar Nord vækker donationen også begejstring:

- Sommeraktiviteterne er meget populære og med Spar Nord Fondens donation, har Mødrehjælpens Lokalforening i Helsingør mulighed for at glæde mange børn og familier i 2023, hvilket er tiltrængt i disse tider, hvor lokalforeningen får flere og flere henvendelser om økonomisk støtte. Donationen til økonomisk tiltrængte familier, som kan få en oplevelse, er lige præcis det, vi gerne vil stå for i Spar Nord Fonden, fortæller Piet Petersen, Direktør for bankområde Helsingør, som sammen med privatrådgiver Thomas Guldbæk her overrækker den flotte donation.

I Mødrehjælpens Lokalforening driver de genbrugsbutik i Stengade 65 Helsingør og afholder mange forskellige aktiviteter i løbet af året, der bidrager til sociale netværk, gode oplevelser og tryghed for enlige forsørgere, gravide og børnefamilier i Helsingør og omegn.   

Publiceret d.
20. januar 2023