Gå til hovedindhold

Spar Nord Solrød Strand er igen hovedsponsor ved Solrød Rundt Løbet

7696 Solrød · Nyhedsrummet · Solrød Rundt Løbet

Spar Nord Solrød Strand kan med stor glæde offentliggøre, at hele byens bank har indgået et hovedsponsorat med det traditionsrige motionsløb Solrød Rundt Løbet.

Solrød Rundt Løbet er en årlig tilbagevendende tradition, som har været afholdt siden 2017 og samler løbere i alle aldersgrupper og niveauer. Vælg mellem 3KM, 5KM og 12KM cross eller 3KM og 5KM walk samt Bamseløb for de helt små. Ruterne foregår i smukke omgivelser med marker, strand og kuperet terræn.

I år bliver løbet afholdt lørdag 22. juni, og til stor glæde for begge parter er der for tredje år i træk indgået en samarbejdsaftale, der betyder, at Spar Nord Solrød Strand igen vil være til stede som hovedsponsor.

- Vi er begejstrede for, at vi for tredje år i træk får lov at være hovedsponsor for hele byens løbefest. Solrød Rundt Løbet er en begivenhed, der samler rigtig mange mennesker i vores by - alle kan være med, om man er til bamseløb eller den mere udfordrende trailtur igennem blandt andet vores smukke kalkgrav. Som hele byens bank og nu eneste bank, så finder vi det absolut oplagt at støtte op om dette arrangement og værne om de begivenheder, der samler os, udtaler Marie-Louise Tinsfeldt, afdelingsdirektør for Spar Nord Solrød Strand, og fortsætter:

- Vi nyder selv at løbe med på de forskellige ruter sammen med kunder, kolleger, venner og familie, men i særdeleshed ser vi frem til at bruge den aktive formiddag på at hilse på en masse friske og glade løbere, som alle har valgt at løbe med rundt i vores skønne by.

Start og mål er i Solrød Center, som denne dag bliver centrum for en masse hyggelige aktiviteter og boder. Alle løbere starter og slutter samme sted, og vi starter med en fælles opvarmning fra Rund Scene. Der er flotte præmier til vinderne i hver kategori samt lodtrækningspræmier. Løbet arrangeres og afholdes i samarbejde med Solrød Atletik & Motion.

Publiceret d.
7. maj 2024